TIPS TIL VEDLIGEHOLD AF ESPRESSOMASKINE

Udgivet den 8 januar 2026 af Kristine Zachariassen

Regelmæssig vedligeholdelse er nøglen til en stabil bryggekvalitet og en espressomaskine, der holder i mange år. Enkle, men konsekvente rutiner sikrer, at maskinen altid leverer den bedste smag og fungerer optimalt i hverdagen.

I denne artikel guider vi dig gennem de vigtigste trin, forklarer hvorfor de betyder noget, og giver dig praktiske råd til, hvordan du holder din espressomaskine i topform – både nu og på lang sigt.

1. Rengør espressomaskinen hver dag

Når du har brugt maskinen, skal du rengøre den. Det skal ikke forstås sådan, at du skal rengøre den flere gange om dagen, men når maskinen er færdig med dagens arbejde, fortjener den en omgang rens. 

Vi anbefaler, at du laver backflush, giver maskinen en god gang tandbørstning og en kærlig klud. Du kan se, hvordan du backflusher her.

Bagefter er det en god idé at vaske bajonetten godt af og sætte den på plads i bryggehovedet. Med en tandbørstning mener vi, at du rengør bryggehovedet med en stiv børste, f.eks. sådan en her.

Tør til slut maskinen af med en fugtig klud og puds evt. efter, hvis du kan lide maskinen skinnende blank.

2. Benyt kalkfattigt vand

Ud over at blødt vand giver en bedre kop kaffe, sikrer det også, at din espressomaskine får et længere liv. Kalk har til alle tider været den største fjende ift. beskyttelse af kaffemaskiner, og det er faktisk sådan, at skader på din maskine, der er forårsaget af kalk, ikke dækkes af garantien.

Du kan vælge at sætte et kalkfilter på din vandhane, du kan benytte en filterkande, og du kan købe passende flaskevand (vær obs på indholdet af kalk). Der er mange veje til kalkfattigt vand, men en ting er sikkert: Hvis du gerne vil beholde din espressomaskine i mange år, så skal du sørge for at benytte kalkfattigt vand.

3. Montér jordstik

Vi anbefaler, at du monterer jordstik på din maskine. Det skyldes, at udenlandsk producerede maskiner er lavet med omvendt jordstik. For at beskytte komponenterne i din maskine bør du skifte stikket. Du kan også bruge en adapter.

Maskinen registrerer ofte ikke fejl på komponenter, når den ikke er tilsluttet jord, og derfor opdager du ikke, hvis der er noget galt, før det er for sent. Når du har jord på dine elektriske komponenter, lever de længere, og du mindsker i øvrigt også risikoen for at få stød!

4. Rengør vandtanken

Rengøring af vandtanken er en nødvendighed for at sikre, at der ikke sker en utilsigtet ophobning af bakterier, og for at undgå at flydemagneten sætter sig fast. Flydemagneten registrerer vandstanden i tanken. På de fleste modeller kan vandtanken let tages op og vaskes af. Brug almindeligt opvaskemiddel og en blød børste.

5. Aktivér tevandshanen dagligt

For at sikre, at vandet ikke står stille i boileren på din espressomaskine, anbefaler vi, at du dagligt tapper en smule vand gennem tevandshanen. Alternativt kan du tømme tanken helt en gang om ugen. På den måde undgår du uhensigtsmæssig stilstand, ophobning af bakterier, og så får du motioneret ventilerne lidt.

Gå på opdagelse i mere kaffeviden

Vores nyeste blogindlæg